Nikon kan bare det der med markedsføring. Det kan Canon også. Men det sker bare oftere at jeg falder over Nikon’s lækre ting som, nu dette www.chasejarvisandfriends.com/ site.
Okay – så nyt er kameraet ikke. Det kom i 2008 lige før Canons 5D mrk II, og var det første med video. Men det stod relativt hurtigt klart at Canon var et pænt skridt foran både med videofunktionen og billedkvaliteten generelt.
Det er Chase Jarvis og hans team der tester D90′eren. Hele reklamen er lækkert lavet med test i og omkring Seattle. Det må være en relativ billig markedsføring. Bortset fra at Chase Jarvis jo nok skal ha’ sit vederlag, så kan det ikke være de store udgifter vi taler om.
Hvis du ser noget lige så godt fra Canon, så smid lige en mail til mig. Det mangler jeg endnu at opleve….
Jeg tog i Falkoner Salen med en veninde for at se og høre Duffy. Det blev en ret fin oplevelse. Og så var det forfriskende at se Duke Special fra Belfast varme op. Jeg tror ikke der var mange blandt publikum der kendte ham, og faktisk troede jeg at han bare var en fra bandet der kom ind og spillede lidt på et keyboard. Men han overraskede svært positivt. Så positivt at jeg efter koncerten købte hans nye cd, fra ham selv, ude i foyeren.
Hans musik er vel nærmest en slags ’singer/song writer og poetry’. Jeg kan slet ikke finde noget andet at sammenligne med. Han spillede det keyboard/piano så det var en fryd. Og hans stemme var lækker – så det er min dom at han skal nok blive mere kendt med tiden.
Duffy spillede efter sigende kun i 63 minutter. Pressen var dagen efter ude med rivejernet. Især Thomas Treo, Fra Ekstra Bladet var mavesur. Jeg vil ikke give han ret i alt hvad han siger, men noget har han helt rigtigt fat i. 63 minutter er lige i underkanten. Duffy kom ikke særlig langt ud over scenekanten. Jeg hørte to ‘Hello Copenhagen’ og så var der ellers ikke mere snak eller respons. Ét ekstranummer og så ‘See you next time’. Men min veninde, Anne, og jeg hyggede os gevaldigt til musikken sammen med et par der havde slæbt deres teenage unger med. De skulle have lidt musikalsk opdragelse inden de på et senere tidspunkt skal til Britney Spears koncert.
Selvom min mor har denne jakke på, er det for mig tydeligt at hun har tabt sig. Siden min far døde i december 2008 har hun ikke haft den store appetit, og jeg tror hun har smidt næsten 10 kilo.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at være alene efter 45 års ægteskab. De har kendt hinanden siden hun var tre år. Deres historie er en Morten Koch film værdig, ude på landet med drama, adskillelse, den rivaliserende rige unge mand og masser af kærlighed. Den historie må jeg fortælle en anden gang. Men hun er nu sej, min mor, og jeg er SÅ stolt af hende.
Og så det tekniske: Dette er en ‘expired’ Kodak Portra negativ film. Men trods det er bl.a. hudfarven imponerende flot.
Lørdag aften var jeg i Fælledparken, til karnevallet, for at bl.a. at møde en masse af salsarødderne. Men mere for at lave billeder af dansen og hvad der ellers foregik derovre.
Da jeg sidst på aftenen var på vej hjem kom jeg forbi et af de opstillede mobil-toiletter. En flot og høj pige i fuld samba-outfit med palietter, fjer, sminke og det hele gik ind på et af toiletterne. Så var det at jeg tænkte: Det kunne da blive et sjovt billede at se sådan en gudesmuk sambapige komme ud af døren fra toilettet. Så jeg stillede mig op og ventede på hende. Da hun kom ud af døren skød jeg hurtigt to billeder. Det så hun selvfølgelig – og så fik jeg ellers en reel skidebalde af samba-dimensioner.
“Hallo! Vil du godt straks slette de billeder! Du kan da ikke tillade dig at tage billeder af mig på vej ud af et toilet!”
“Hvorfor ikke?”
“Det kan man da bare ikke. Jeg forlanger at du omgående sletter de billeder! Det er fuldstændig grænseoverskridende!”
“Se nu billederne her på skærmen. De er ganske uskadelige. Det er dig der kommer ud af døren. Du ser stadig godt ud og jeg har IKKE fotograferet dig i en kompromitterende situation. Se, du står jo nærmest bare foran toilettet. Jeg kan forstå din vrede hvis jeg fangede dig i en uheldig situation – men det er ikke tilfældet.”
“Jeg er ligeglad. Jeg skal op på scenen om to minutter. SLET DE BILLEDER!”
“Prøv at hør: Det her er en festival. Det er et offentligt sted. Pressen er til stede. Du kan faktisk ikke forlange at jeg sletter billederne. Men det gør jeg nu for at være flink. Jeg ønsker ikke at gøre folk kede af det. Men tro mig, du kan ikke forlange det! Er vi så gode venner igen?”
Der kom et vredt fnys fra hende og så vendte hun rundt og fortsatte op til scenen. Bagefter gik jeg hele episoden igennem igen i hovedet. Havde jeg egentlig ret? Det mener jeg at jeg har. Sagen var selvfølgelig den, at hun blev overrasket og ikke mindst forskrækket over at få to flashglimt i hovedet på vej ud fra et toilet. Men hvor går grænsen? Jeg kan forstå hun ville have retten på sin side, hvis jeg fangede hende i en pinlig situation f.eks. med trusserne nede om knæene. Men de to billeder var ikke afslørende på nogen måde. Nu er billeder ‘long gone goodnight’ så det finder vi aldrig ud af.
Melissa Rodwell viser os her hvordan hun sammensætter en mappe til præsentation for en kunde. Det er, så vidt jeg ved, ikke noget man ser så meget for tiden. Men jeg husker nu tydeligt hvor lækkert, og ikke mindst overbevisende, det kan være at sidde med cremen af en fotografs billeder i en professionel lædermappe.
(Melissa Rodwell’s exclusive step-by-step video tutorial on how to showcase your Photography Portfolio and the importance of Branding, Presentation, and Promotional Materials)
http://fashionphotographyblog.com/2009/03/presentation-and-portfolios/
House of Portfolios har et flot udvalg af mapper. Man kan også få præget sit navn med flere forskellige fonte.
En filosof. En forfatter. Flere politikere og måske andre ‘typer’ skal fotograferes. Jeg er lige kommet med i et projekt med en journalist der vil lave undervisningsmateriale om ‘interview-typer’ – folk som ofte interviewes og om hvordan de oplever det. Medietrænede eller ikke. Det kan være om de f.eks. har oplevet at blive misforstået, fejlciteret men i høj grad også om hvad de kan komme med af gode råd til journalistelever. Vi er endnu ikke rigtig kommet frem til en beslutning om hvad det skal ende med. Måske et undervisningshæfte, et website eller en regulær bogudgivelse.
Ole Fogh Kirkeby
Indtil videre har journalisten, Lisbeth Vasiljev, og jeg besøgt professor, dr. phil. Ole Fogh Kirkeby. Han er en ualmindelig interessant mand man ikke kan lade være med at lytte til. Hvad han havde på hjerte kommer ikke rigtig denne post ved, der må man vente til vi er færdige. Men selve seancen var fotografisk en udfordring. Han ville ikke fotograferes nedefra og han ville heller ikke være nøgen (det blev efterfulgt af en smørret grin). De ønsker kunne jeg sagtens efterkomme. Men 90% af tiden sad han foroverbøjet og stirrede ned i gulvet i ført sort tøj i et mørkt rum. Det krævede en del test med flash fra forskellige vinkler.
Anne Baastrup, SF, næstformand i retsudvalget.
Siden filosoffen har jeg været i Folketinget to gange. Først for at lave interview og billeder af Anna Baastrup fra Socialistisk Folkeparti. Det var anderledes i forhold til de mørke lokaler hos Ole Fogh Kirkeby. Hun sad og gestkulerede livligt i lyse lokaler. Her forsøgte jeg mig også frem med en medbragt softbox til flashen. Det virkede efter hensigten, så det gentog jeg et par dage senere hos Mogens Lykketoft, udenrigsordfører hos socialdemokratiet.
Mogens Lykketoft, udenrigsordfører i Socialdemokratiet.
Her havde vi dog kun en halv time til det hele. Med de andre havde vi tre kvarter til en time. Følg evt. med i projektet på mit Flickr site her.
Tag et billede af et barn fra alle verdens lande i New York. De skal bo i New York på nuværende tidspunkt.
Dette er et spændende projekt som Danny Goldfield har fundet på. Jeg ærgrer mig lidt over at det ikke er MIG der kom på den ide.
Så har man også prøvet det. At stå og vente på at alle de kendte skal komme forbi og så tage billeder af dem.
Der er modeuge lige nu i København. Jeg skrev til Eurowoman for at høre om de ville være interesseret i billeder fra Bruuns Bazaar’s show på Rådhuset. Og det var de så. Godt for mig. Men at det var billeder fra ‘den røde løber’ de ville have, kom lidt bag på mig. “Åh nej” tænkte jeg. “Kendte mennesker hvis navne jeg ikke kan huske. Det egner jeg mig vist ikke til….”. Jeg blev også bedt om at spørge f.eks Anders Fog Rasmussen eller Szhirley om hvad de havde på – hvis jeg altså kunne nå det. Det sidste valgte jeg mere eller mindre at droppe. Man kan ikke både lave billeder, under fotografisk set svære forhold, OG lave hurtige interview. Det går bare ikke.
Men det gik faktisk over al forventning – med fotograferingen. Det begyndte dog en anelse stresset da jeg var lige ved at komme for sent. Der hvor jeg skulle stå (den røde løber) var der ikke opstillet noget lys. Der var absolut mørkt. Så jeg måtte alliere mig med nogle af de piger der serverede champagne når flashen skulle testes. Det faldt i hak, men jeg tror seriøst at jeg aftenen igennem har blændet folk med flashglimt. Det er ret svære forhold at lave billeder under.
De kendte: Lina Rafn, Uffe Buchard, Anders Fog Rasmussen, den ene halvdel af Nic & Jay (Jay, tror jeg), Jonas Bjerre fra Mew, Cath Alexandrine Danneskiold-Samsøe, Eva Kruse, ‘modediktator’ Jim Lyngvild og Mascha Vang var alle søde. Og hvorfor skulle de ikke være det? Jo, det er nok bare mig der er fuld af fordomme om de kendte der kaster om sig med kindkys og “Guuuuud, hvordan går det, skatter?”. Men de stillede pænt op og ventede mens jeg forevigede dem. De sagde selv til hvis de mente at de kom til at lukke øjnene. Lina rafn kom endda tilbage og sagde: Nåh, skal du lige ha’ taget et ordentligt billede? Dét havde jeg ikke ventet!
Efter ca. en time stilnede det af og da gæsterne var vel placeret på deres pladser, gik selve modeshowet i gang. Musikken bragede, modellerne gik frem og tilbage på podiet, gæsterne nikkede og sendte anerkenende blikke til sidemanden. Jeg var kun hyret til en times arbejde af Eurowoman så jeg pakkede sammen. På det tidspunkt var det i øvrigt stort set umuligt at få plads på fotografpodiet. Derefter hjem og overføre billeder, optimere i Photoshop og endelig uploade til den ventende webredaktør. Det behøvede dog ikke at gå så hurtigt, for de kom først på sitet næsten et helt døgn efter. Men nu er de på – se dem her eller på mit Flickr site.
Med den nye Canon 5D Mark II kan man lave video i HD kvalitet. Der er allerede lagt flere videoer på nettet om hvor godt der er. Her har freelancefotografen, Robert Caplin, brugt det til at lave en video af hans lillesøster Etana. Og resultatet er misundelsesværdigt.
Facebook er alle steder. Alle taler om det, både i rosende vendinger men også i kritiserende vendinger. Kritik er godt. Det er sundt med lidt skepsis overfor (relativt) nye teknologier og systemer.
Der har længe været diskussioner om overvågning af b.la. infrastrukturen i samfundet. Snakken om Facebooks berettigelse nærmer sig samme dimensioner. Bliver vi i virkeligheden overvåget? “Facebook skal ikke vide hvad jeg foretager mig i mit privatliv. Og det skal mine kolleger heller ikke”. Som jeg ser det kommer den hårdeste kritk ofte fra folk som ikke selv er sprunget på vognen. De oplever at deres bekendte bruger meget tid på Facebook, både seriøst og også for sjov, og at der ofte bl.a. ligger billeder af dem online fra f.eks. fester eller ferier. Billeder som de måske ikke selv har lagt på. Så er det at de føler at den ’sociale trend’ har taget over, og at man risikerer eksponering steder man ikke ønsker det. Det skræmmer dem, og måske med rette.
Facebook er ‘go’ nok’ efter min mening. Bevares, der er også masser af useriøse funktioner. Men FB er skruet sådan sammen at det man ikke gider deltage i kan man bare ignorere. “Jamen, hvad så når min chef vil være ‘friends’ og jeg ikke er interesseret i det?” Jamen, så ignorer dog den anmodning! Det er ikke uhøfligt. Sådan er det hele vejen igennem. Tag kun det du vil bruge og lad resten være. Og det er min pointe.
Selv bruger jeg det til at huske mig selv på fødselsdage og til at følge med i det Københavnske salsamiljø. Jeg forsøger kun at poste emner der ikke udleverer mig selv. At holde ‘min sti’ ren, så at sige. De eneste gange det komprimenteres er, hvis en bekendt ligger et billede af mig på, som jeg ikke har forudgodkendt. Men det kan klares med en mail til vedkommende. Altså, ret uskyldigt alt i alt. Til gengæld har jeg masser af glæde af alle de andre funktioner på FB. Prøv det selv…
Men det gik faktisk over al forventning – med fotograferingen. Det begyndte dog en anelse stresset da jeg var lige ved at komme for sent. Der hvor jeg skulle stå (den røde løber) var der ikke opstillet noget lys. Der var absolut mørkt. Så jeg måtte alliere mig med nogle af de piger der serverede champagne når flashen skulle testes. Det faldt i hak, men jeg tror seriøst at jeg aftenen igennem har blændet folk med flashglimt. Det er ret svære forhold at lave billeder under.
Efter ca. en time stilnede det af og da gæsterne var vel placeret på deres pladser, gik selve modeshowet i gang. Musikken bragede, modellerne gik frem og tilbage på podiet, gæsterne nikkede og sendte anerkenende blikke til sidemanden. Jeg var kun hyret til en times arbejde af Eurowoman så jeg pakkede sammen. På det tidspunkt var det i øvrigt stort set umuligt at få plads på fotografpodiet. Derefter hjem og overføre billeder, optimere i Photoshop og endelig uploade til den ventende webredaktør. Det behøvede dog ikke at gå så hurtigt, for de kom først på sitet næsten et helt døgn efter. Men nu er de på – 
