Nu har Nikon gjort det igen….

Nikon kan bare det der med markedsføring. Det kan Canon også. Men det sker bare oftere at jeg falder over Nikon’s lækre ting som, nu dette www.chasejarvisandfriends.com/ site.

Okay – så nyt er kameraet ikke. Det kom i 2008 lige før Canons 5D mrk II, og var det første med video. Men det stod relativt hurtigt klart at Canon var et pænt skridt foran både med videofunktionen og billedkvaliteten generelt.

Det er Chase Jarvis og hans team der tester D90′eren. Hele reklamen er lækkert lavet med test i og omkring Seattle. Det må være en relativ billig markedsføring. Bortset fra at Chase Jarvis jo nok skal ha’ sit vederlag, så kan det ikke være de store udgifter vi taler om.

Hvis du ser noget lige så godt fra Canon, så smid lige en mail til mig. Det mangler jeg endnu at opleve….

Duffy koncert

Jeg tog i Falkoner Salen med en veninde for at se og høre Duffy. Det blev en ret fin oplevelse. Og så var det forfriskende at se Duke Special fra Belfast varme op. Jeg tror ikke der var mange blandt publikum der kendte ham, og faktisk troede jeg at han bare var en fra bandet der kom ind og spillede lidt på et keyboard. Men han overraskede svært positivt. Så positivt at jeg efter koncerten købte hans nye cd, fra ham selv, ude i foyeren.
Hans musik er vel nærmest en slags ’singer/song writer og poetry’. Jeg kan slet ikke finde noget andet at sammenligne med. Han spillede det keyboard/piano så det var en fryd. Og hans stemme var lækker – så det er min dom at han skal nok blive mere kendt med tiden.

Duffy spillede efter sigende kun i 63 minutter. Pressen var dagen efter ude med rivejernet. Især Thomas Treo, Fra Ekstra Bladet var mavesur. Jeg vil ikke give han ret i alt hvad han siger, men noget har han helt rigtigt fat i. 63 minutter er lige i underkanten. Duffy kom ikke særlig langt ud over scenekanten. Jeg hørte to ‘Hello Copenhagen’ og så var der ellers ikke mere snak eller respons. Ét ekstranummer og så ‘See you next time’. Men min veninde, Anne, og jeg hyggede os gevaldigt til musikken sammen med et par der havde slæbt deres teenage unger med. De skulle have lidt musikalsk opdragelse inden de på et senere tidspunkt skal til Britney Spears koncert.

Min mor og Kodak Portra

Selvom min mor har denne jakke på, er det for mig tydeligt at hun har tabt sig. Siden min far døde i december 2008 har hun ikke haft den store appetit, og jeg tror hun har smidt næsten 10 kilo.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at være alene efter 45 års ægteskab. De har kendt hinanden siden hun var tre år. Deres historie er en Morten Koch film værdig, ude på landet med drama, adskillelse, den rivaliserende rige unge mand og masser af kærlighed. Den historie må jeg fortælle en anden gang. Men hun er nu sej, min mor, og jeg er SÅ stolt af hende.
Og så det tekniske: Dette er en ‘expired’ Kodak Portra negativ film. Men trods det er bl.a. hudfarven imponerende flot.

Hvor går grænsen? Ved toilettet?

Lørdag aften var jeg i Fælledparken, til karnevallet, for at bl.a. at møde en masse af salsarødderne. Men mere for at lave billeder af dansen og hvad der ellers foregik derovre.
Da jeg sidst på aftenen var på vej hjem kom jeg forbi et af de opstillede mobil-toiletter. En flot og høj pige i fuld samba-outfit med palietter, fjer, sminke og det hele gik ind på et af toiletterne. Så var det at jeg tænkte: Det kunne da blive et sjovt billede at se sådan en gudesmuk sambapige komme ud af døren fra toilettet. Så jeg stillede mig op og ventede på hende. Da hun kom ud af døren skød jeg hurtigt to billeder. Det så hun selvfølgelig – og så fik jeg ellers en reel skidebalde af samba-dimensioner.

“Hallo! Vil du godt straks slette de billeder! Du kan da ikke tillade dig at tage billeder af mig på vej ud af et toilet!”
“Hvorfor ikke?”
“Det kan man da bare ikke. Jeg forlanger at du omgående sletter de billeder! Det er fuldstændig grænseoverskridende!”
“Se nu billederne her på skærmen. De er ganske uskadelige. Det er dig der kommer ud af døren. Du ser stadig godt ud og jeg har IKKE fotograferet dig i en kompromitterende situation. Se, du står jo nærmest bare foran toilettet. Jeg kan forstå din vrede hvis jeg fangede dig i en uheldig situation – men det er ikke tilfældet.”
“Jeg er ligeglad. Jeg skal op på scenen om to minutter. SLET DE BILLEDER!”
“Prøv at hør: Det her er en festival. Det er et offentligt sted. Pressen er til stede. Du kan faktisk ikke forlange at jeg sletter billederne. Men det gør jeg nu for at være flink. Jeg ønsker ikke at gøre folk kede af det. Men tro mig, du kan ikke forlange det! Er vi så gode venner igen?”
Der kom et vredt fnys fra hende og så vendte hun rundt og fortsatte op til scenen. Bagefter gik jeg hele episoden igennem igen i hovedet. Havde jeg egentlig ret? Det mener jeg at jeg har. Sagen var selvfølgelig den, at hun blev overrasket og ikke mindst forskrækket over at få to flashglimt i hovedet på vej ud fra et toilet. Men hvor går grænsen? Jeg kan forstå hun ville have retten på sin side, hvis jeg fangede hende i en pinlig situation f.eks. med trusserne nede om knæene. Men de to billeder var ikke afslørende på nogen måde. Nu er billeder ‘long gone goodnight’ så det finder vi aldrig ud af.