Dette er en blogpost lidt uden for nummer…for en gang skyld ikke noget der handler om foto.
Min salsalærer sagde noget interessant i torsdags. Mens vi øvede på en kompliceret serie sagde hun til pigerne at de skulle sørge for at slappe af i armene når vi mænd fører dem. “Når I danser salsa er jeres krop fra livet og ned jeres. Armene er ikke jeres, men mandens”. Og det betyder selvfølgelig at hvis de spænder i arme og skuldre bliver det svært at føre dem og det bliver klodset og ubehageligt for både dem og manden. Så sagde hun det ekstra interessante og det som jeg bed mærke i: “Slå hjernen fra! I kan ikke nå at tænke serien igennem mens I danser. Kroppen kan derimod reagere hurtigere hvis I kopler hjernen fra”. Jeg skulle lige til at sige “Ja, ligesom i WT, ikke?”. De ville nok more sig over den kommentar. Men jeg har trænet Wing Tsun Kung Fu og der fik vi at vide at har man først fysisk kontakt med en modstander reagerer følesansen (kroppen) hurtigere end hvis øjnene skal se angrebet komme. Hvis øjnene skal se et angreb er det oftest for sent. Har man kontakt til f.eks angriberens arm vil man kunne reagere promte når en spænding mærkes inden et slag eller et stød.
Hvem skulle tro at salsa og kampsport har meget til fælles?