Det er altid en rar og ikke mindst bekræftende oplevelse, at se sine billeder publiceret i et blad eller på nettet.

Nyhedsbrev fra Security World Hotel

Denne gang er det et billede jeg lavede i sommers om emnet: tågesikring. Det er her bragt i nyhedsbrevet ‘Security World Hotel’. Læs evt. artiklen ved at klikke på billedet.

Hvor fuld skal man lige være, efter to minutters samtale, for at tro at jeg er fra Sverige?

I dag tog jeg ind på Baresso på Trianglen. Efter at have forkælet mig selv med lidt kaffe, lørdags-avislæsning, kage og nydt de blide jazztoner der strømmede ud af cafeens højtalere, kom jeg ca. kl. 14.00 ud på gaden, og ud i råb, øl-dunst og rødt-hvidt flimmer. “Nårh ja. Der er vist fodboldkamp i dag mellem Danmark og Sverige” tænkte jeg. De fleste der kender mig ved godt at fodbold ikke er min største interesse. Mildest talt. Men det forhindrede mig ikke i at spille med på fædrelandskærligheden, da jeg nede ved Søerne undrede mig over at alle de rød-hvide gik ind mod byen og ikke imod Parken. Igen tænkte jeg “Nårh ja, kampen er vist først i aften kl. 20.00″. Jeg gik hen til en gruppe rød-hvide gutter der alle havde øl, Barcardi Breezers eller Hapsdogs i hænderne.

- Hvor skal I hen? Parken ligger den vej, sagde jeg og pegede mod Parken.
- Hwa’? sagde gutten der havde en stor vikingehjelm på.
- Ja, Parken er den vej. Eller I er måske bare i god tid?
- Hwa si’er do?, kom det fra gutten.
- Nårh ja, kampen starter først kl. 20.00, ikke?
- Hwa? Nej, det er kl. otte! Han gik helt hen til mig og sagde hæst, lidt for tæt på mit ansigt: Vi er fra Herning. Alle udekampe. Alle hjemmekampe. Vi tar’ u’ og ser dem!
- Okay, det må da være noget der tager tid….
- Hwa? Ja, men jeg har familie. Bare rolig!
- Øh, okay….

Så råbte gutten efter en af vennerne:
- Nielsen! Niiiielsen! Kom her! Her er sgu’ en fotograf fra Sverige. Tror du ha’ kan flyde? Sagde han og pegede først på mig og mit kamera og så ud på Søerne.
- Nej da….han ska’ ik’ i vandet. Det ka’ det kamera ik’ tåle..….

Så vendte de begge to om og fortsatte ind mod byen. Jeg stod tilbage alene, og vidste ikke om jeg skulle gå med eller cykle hjem.
Jeg ved heller ikke om jeg skal ligge så meget i denne lille oplevelse, bortset fra at den cementerede min værste fordom om foldboldfans. Men samtidig kan jeg godt udlede at der må være et eller andet jeg går glip af. Hele cykelturen hjem zik-zakkede jeg rundt i mellem stive rød-hvide fyre (meget få kvinder) og ja…de fleste var usædvanligt stive her seks timer inden kampen fløjtes i gang.

Hurra! Så fik jeg endelig bestilt de nye PW’s hos Goecker. De har været på vej længe, og jeg er spændt på hvornår jeg får dem med posten.
Min nuværende infrarøde ST-E2 sender fejler ikke noget. Men den har bare et par begrænsninger: Den rækker ikke særlig langt udendørs og slet ikke i solskin. Og så skal der være ‘clear line of sight’ ellers går den ikke af.
Så nu venter jeg bare….

Jamen, det er er jo absolut fantastisk at der er så mange der gerne vil dele. Dele deres oplevelser og erfaringer på internettet. Jeg er meget taknemmelig.

Her er det en gruppe belgiere der futter rundt i landet på en 24 timers mission. De laver billeder. Eksperimenterer med flash og de efterhånden allestedsnærværende California Sunbounce reflektorer. De kalder det “The Bounce Squad 2009″

The Bounce Squad 2009 from Lime Photography on Vimeo.

Emnet ’streetphotography’ har ligget og ulmet i baghovedet på mig siden jeg så denne video med Bruce Gilden:

Det er ikke fordi det er nyt for mig. Det er nærmest en af de klassiske dicipliner man bør kaste sig ud i, hvis man vil videre med sin foto-passion, eller trænger til en udfording. Jeg syn’s det er imponerende hvad Bruce får i kassen. Han gør det på Times Square i New York. Og at han gør det der er noget jeg trøster mig med. Forstået på den måde at det næsten må være lettere, eller mere ’tilladt’ der. Jeg ved nemlig ikke hvad folk i DK vil sige til det, hvis jeg forsøger det samme på Strøget i København.

Det er tilladt at tage billeder af folk i det offentlige rum. Men hvad skal man sige hvis folk stopper op og forlanger en forklaring?
‘Jeg skyder billeder af folk på gaden’. Er det mon så simpelt? ”
‘Hallo, det må jeg da godt. Det er ikke din gade!’

Jeg er klar over at det går ud på at virke tillidsfuld og uskadelig. Selvfølgelig skal man ikke udstille folk. Ikke noget med at ’skyde’ fulde mennesker, folk der gør noget kikset, eller opfører sig uheldigt. Og slet ikke børn!

Nogen gode råd eller erfaringer?

Vred, det er hvad jeg er i dag. Der skal ellers meget til, og det går altid over hurtigt. Men ind imellem bliver jeg så chokeret at det først sætter ind senere.
For et par dage siden hørte jeg i tv at omkring 70-75% af de danske mænd ikke kan acceptere homoseksuelle. De danske kvinder ligger en del under det tal, som jeg ikke kan huske præcist. Så hver fjerde danske mand er af den mening at homoseksualitet er forkert. Det vil sige at de rager rundt i en eller anden syg tåge hvori de (måske) mener at have argumenter for at det skulle være forkert. JEG FORSTÅR DET IKKE! Hvordan kan folk gå rundt i 2009 og mene seriøst at de ved bedre?
Idag blev der begået hate-crime på Østerbro Stadium. I denne uge er der World Outgames 2009 i København og på Østerbro Stadium afholdes der forskellige sportsarrangementer. Der blev smidt et kanonslag ind på banen, og en løber blev overfladisk skadet på hånden. Vedkommende der kastede kanonslaget blev taget af politiet, og så må vi da håbe at han kan sidde og skamme sig over sig selv og sin latterlige handling. Men det er nok lidt for optimistisk af mig at håbe den slags.
Hold kæft en idiot!

Den er sikker hver gang. Et smil, et underligt spørgende udtryk i ansigtet eller somme tider et decideret tilråb.
Når jeg er ude for at lufte mit gamle Rolleicord på gaden kommer folk hen og spørger til det. Forleden dag kom en ældre dame hen og spurgte til hvad jeg lavede. Jeg stod og lavede billeder foran hendes bygning ved Sortedam Dossering. Og sådan gik det til at jeg fik en mulig kunde. Hun ville nemlig gerne aftage billeder til ejendommens hjemmeside. 5 minutter efter kom et kærestepar fra Rusland over, og ville se nærmere på kameraet. Vi udvekslede emailadresser og talte sammen om dit og dat.

Så alt i alt kan jeg kun anbefale at man skaffer sig et stort gammelt manuelt kamera. Det er nærmest et samtale-kamera. Men kun hvis man ikke er bange for at virke nørdet eller for at møde fremmede mennesker og måske udvide ‘netværket’.

Nikon kan bare det der med markedsføring. Det kan Canon også. Men det sker bare oftere at jeg falder over Nikon’s lækre ting som, nu dette www.chasejarvisandfriends.com/ site.

Okay – så nyt er kameraet ikke. Det kom i 2008 lige før Canons 5D mrk II, og var det første med video. Men det stod relativt hurtigt klart at Canon var et pænt skridt foran både med videofunktionen og billedkvaliteten generelt.

Det er Chase Jarvis og hans team der tester D90′eren. Hele reklamen er lækkert lavet med test i og omkring Seattle. Det må være en relativ billig markedsføring. Bortset fra at Chase Jarvis jo nok skal ha’ sit vederlag, så kan det ikke være de store udgifter vi taler om.

Hvis du ser noget lige så godt fra Canon, så smid lige en mail til mig. Det mangler jeg endnu at opleve….

Jeg tog i Falkoner Salen med en veninde for at se og høre Duffy. Det blev en ret fin oplevelse. Og så var det forfriskende at se Duke Special fra Belfast varme op. Jeg tror ikke der var mange blandt publikum der kendte ham, og faktisk troede jeg at han bare var en fra bandet der kom ind og spillede lidt på et keyboard. Men han overraskede svært positivt. Så positivt at jeg efter koncerten købte hans nye cd, fra ham selv, ude i foyeren.
Hans musik er vel nærmest en slags ’singer/song writer og poetry’. Jeg kan slet ikke finde noget andet at sammenligne med. Han spillede det keyboard/piano så det var en fryd. Og hans stemme var lækker – så det er min dom at han skal nok blive mere kendt med tiden.

Duffy spillede efter sigende kun i 63 minutter. Pressen var dagen efter ude med rivejernet. Især Thomas Treo, Fra Ekstra Bladet var mavesur. Jeg vil ikke give han ret i alt hvad han siger, men noget har han helt rigtigt fat i. 63 minutter er lige i underkanten. Duffy kom ikke særlig langt ud over scenekanten. Jeg hørte to ‘Hello Copenhagen’ og så var der ellers ikke mere snak eller respons. Ét ekstranummer og så ‘See you next time’. Men min veninde, Anne, og jeg hyggede os gevaldigt til musikken sammen med et par der havde slæbt deres teenage unger med. De skulle have lidt musikalsk opdragelse inden de på et senere tidspunkt skal til Britney Spears koncert.

Selvom min mor har denne jakke på, er det for mig tydeligt at hun har tabt sig. Siden min far døde i december 2008 har hun ikke haft den store appetit, og jeg tror hun har smidt næsten 10 kilo.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at være alene efter 45 års ægteskab. De har kendt hinanden siden hun var tre år. Deres historie er en Morten Koch film værdig, ude på landet med drama, adskillelse, den rivaliserende rige unge mand og masser af kærlighed. Den historie må jeg fortælle en anden gang. Men hun er nu sej, min mor, og jeg er SÅ stolt af hende.
Og så det tekniske: Dette er en ‘expired’ Kodak Portra negativ film. Men trods det er bl.a. hudfarven imponerende flot.